Signe Wenneberg om terapihaver – en inspiration

For nogle år siden skrev Signe Wenneberg en del gæsteindlæg på denne blog. Hendes første indlæg er jeg især glad for, da det handler om emnet terapihaver. Du kan her se hendes første indlæg med titlen “Den terapeutiske have”.

Bogen “Haveterapi” skrevet af Signe Wenneberg var min egen første inspiration til emnet haveterapi og kan købes på Signes egen hjemmeside, hvor hun dog skriver, at der er få tilbage.

Hvorfor så bringe dette op igen, kan man spørge sig selv?

Årsagen er, at det var i Signes bog, at jeg første gang læste om Terapihaven Nacadia, som jeg med det samme syntes lød som et utroligt spændende projekt, der helt klart skulle undersøges yderligere.

Københavns Universitet havde startet et projekt op, der under ledelse af lektor Ulrika K. Stigsdotter, fra Skov & Landskabsafdelingen havde til formål at få skabt en terapihave i Aboretet ved Hørsholm. En forskningsbaseret terapihave, som er den første af sin art overhovedet og dermed selvfølgelig også et projekt, som vi fra Lithos natursten skulle være en del af, hvis det stod til mig.

IMG 1152 1024x768 Signe Wenneberg om terapihaver   en inspiration

Et kig ind i Terapihaven Nacadia, som jeg første gang læste om i bogen “Haveterapi” skrevet af Signe Wenneberg

Jeg fik i løbet af flere forsøg fat i Ulrika, og vi aftalte et møde, hvor vi blev enige om, at jeg skulle have møde med landskabsarkitekten, når de var så langt i processen.

Tiden gik og efter endnu et spændende møde – denne gang med landskabsarkitekten, så blev det besluttet, at de meget gerne ville have vores Dark Sandsten med i deres projekt.  De endelige tegninger blev gjort færdige, og jeg var selvfølgelig spændt på at se de færdige tegninger.

Varerne blev bestilt i Indien og leveret til anlægsgartneren efter ca. 4 måneder. Der var en del specialmål, der skulle tages hensyn til, så derfor tog det lidt ekstra tid.

Det færdige resultat stod klart sidst efterår, og der er godt gang i de regelmæssige behandlinger i haven. Jeg besøgte før sommerferien haven og tog en masse billeder, som jeg vil lave forskellige indlæg om her på bloggen i den kommende tid.

Din Stenpusher ønsker fortsat god dag.

Skriv en kommentar