Spis dine krukker

- skrevet af gæsteblogger Signe Wenneberg

Onsdag morgen handler/handlede mit indslag i Go Morgen Danmark om krukker.

Hjulkronen Spis dine krukker

Hjulkronen kan spises og smager af agurk, men passer fint til desserter.

Krukker er for alle. Vi kan have krukker med krydderurter i vindueskarmen på 5.sal. – og det kan være en fin lille køkkenhave. Vi kan have krukker på altanen. Åh, at hente sine egne varme, røde tomater direkte fra planten på den syd- eller vestvendte altan. Eller der kan være bønner på meget lidt plads i en krukke, til gengæld kan de vokse opad som en ”vertikal have” og blive til en bønnebusk på den mindste lille altan. Lilla bønner, grønne bønner, hestebønner. Eller hvad med ærter. De kan også gro på ganske lidt plads – i hjørnet af terrassen i en potte, på altanen eller ja, i en dejlig række i køkkenhaven, hvis man da har sådan en. Eller hvad med ærteblomster – lathyrus – dem har jeg altid i potter med pinde og stativer. Det bliver til en to meter høj sky af blomster og dufte – og blomsterne skal plukkes hver dag, så kommer der flere (men de kan ikke spises). Man kan nok også få plads til lidt jordbær i krukker og ampler. Jeg bryder mig egentlig ikke meget om ampler, men medgiver, at de er smarte til hængende køkkenhaver – hvor jordbær og spiselige blomster kan flagre om ørene på os. Tallerkensmækkere skal vi have. Med store orange blomster, der kan spises og som kan se utrolig appetitlige ud i sommerens salater. Eller måske kunne du smide et lille frøbrev med hjulkrone i nogle store potter og se mirakler. Det bliver til en meter høje blå blomster, der smager af agurk og ser rigtig flotte ud på is. Vi er også nødt til at have krydderurter i potterne tæt ved grillen. Rosmarin, purløg, persille, oregano, mynte er nogle af de vigtigste. Men duft dig frem på planteskolen og find noget nyt hvert år, så du ikke kommer til at kede dig i munden eller i næsen.

Selvfølgelig skal vi også have potteplanter i potterne. Hortensia, lavendler, forglemmigej, rosengeranier og pelargonier er blandt mine favoritter.

Husk dette, når du planter i potter. Afstem farverne, så det ikke bliver en farveladebutik. Hav store underskåle under dine potter og plant med lecakugler eller potteskår i bunden af store potter, så det bliver luftigt. Vand godt, gerne med regnvand, men overvand ikke. Pas på nattefrosten, som stadig driller (dæk sarte planter over om natten).

Tusind tak for endnu et inspirerende indlæg fra Signe.

Din Stenpusher siger tak for denne gang og løfter sløret for, at mit bloginlæg i morgen handler om eksklusive krukker i sandsten, som er en produktnyhed hos LITHOS natursten.

Tags: , , ,

Skriv en kommentar